Læs et uddrag af Bonusmor – uden filter. Du kan købe den og give i gave eller bruge som inspiration i din egen bonusfamilie.
Forord
”Han hedder Christian og er fotograf. Han har en datter på to år. Hun hedder også Sofia, er det ikke pudsigt? Og så venter han endnu et barn.”
Det var præcis de ord min mor fik at høre i telefonen for 10 år siden, da hendes dengang 24-årige datter fortalte om sin nye kæreste. Hun forsøgte at overbringe beskeden smertefrit. Men det blev mere som et bombenedslag. Og det var mest ord som: ” Javel, hold da op”, der fandt vej tilbage i røret.
”Er du sikker på at det er dét, du behøver lige nu, Sofia?”
Min mor stillede et direkte og ganske relevant spørgsmål. Meget relevant taget i betragtning, at jeg i løbet af det seneste år havde nået at købe et renoveringsprojekt i Skåne – og flytte fra det igen, forlove mig, bryde forlovelsen, flytte fra Skåne til København og forelske mig i dansk fyr… som havde et barn!
”Ja, føles i hvert fald sådan”, sagde jeg forsigtigt.
”Ja, men så støtter vi dig selvfølgelig”, afsluttede min mor samtalen.
Hvad! Var det alt? Ingen hårde ord, foredrag om livets skole eller min unge alder?
Vi lagde på. Jeg følte mig både lettet og lidt skræmt. Lettet over at have mine forældres støtte. Skræmt ved tanken om det, jeg gik ind til. For hvad var det egentlig, jeg gik ind til?
”Jamen, du vidste jo, hvad du gik ind til,” var der en, der sagde. Men gu’ fanden gjorde jeg da ej! Det er som at sige til en nybagt mor, som ikke har sovet i flere uger: ”du vidste jo hvad du gik ind til”. Det gør man ikke helt. Godt nok ved man, at der kan komme børn ud af at dyrke sex, men man ved intet om det at være mor. Eller bonusmor. Den erfaring vokser frem af oplevelserne, både som biologisk mor og som bonusmor.” - Karen
Der er gået 10 år, og jeg kan stadig stille mig selv spørgsmålet. Men hvor håbløs min hverdag end ser ud, hvor rodet og støjfyldt der end er i vores hjem, så ved jeg i virkeligheden godt helt præcis, hvorfor jeg begav mig ind i denne familiekonstellation. Jeg var forelsket i Christian. Og han i mig. Vi valgte hinanden af ren og skær kærlighed, uden om- eller eftertanke, som nyforelskede mennesker gør. Uden at vide, hvor det bærer hen. Man skider på konsekvenserne.
I 2002 blev jeg selv mor. Men først blev jeg bonusmor i 1998.
Jalousi er tabu
Under interviewene med bonusmødrene viste det sig, at jalousi er et sårbart emne. Mange tænkte i starten meget over, hvordan de skulle vælge deres ord, men efter en tid kom både ord og følelser op til overfladen. Kvinderne ønskede selvfølgelig at være loyale mod deres mænd, men samtidig at få lov til at ’snakke frit fra leveren’ uden at få skyldfølelser bagefter. En del af dem lod måske oplevelsen blive mellem dem og mig og ville aldrig nogensinde dele den med deres mand. Det var på en måde blevet til deres små private terapitimer. ”Ih, hvor fedt bare at få lov til at snakke om sig selv i over en time. Hvor tit gør man det?” var der en af dem som konstaterede lykkeligt. ”Sig endelig til, hvis du har brug for noget mere, jeg stiller gerne op en gang til.” sagde en anden lettet. En bonusmor ringede mig op kort efter og fortalte, at interviewet var blevet til en meget konstruktiv oplevelse for hende. Hun var gået hjem til sin mand og havde fortalt om det hele. Hun forklarede ham, hvordan hun følte, hvorfor hun nogle gange havde det på en bestemt måde; kom ud med det hele – uden at få dårlig samvittighed. Og måske det vigtigste af alt: Hun havde fået bearbejdet usikkerheden omkring at få lov at have de her følelser. Det samme spørgsmål, som jeg selv havde gået og kæmpet med, længe før det fandt plads i en bog. Var det kun hende, der havde disse her tanker omkring hendes mand og hans børn? Hun fik indsigt i at hun ikke var alene! Det er okay at føle på den måde, også selvom det er ubehageligt. De tanker er helt naturlige. Og hun deler dem med så mange andre bonusmødre rundt omkring. Basta!
Det resulterede i, at hun og hendes mand i dag har en mere åben og ærlig kommunikation der hjemme. Han fik løftet sløret for, at andre kvinder, udover hans egen kone, også kæmper med de samme problemer i hverdagen; med deres mænds ekskoner, deres børn og den nye kærlighed, i form af bonusmoren. Han forstår hende og kan bedre aflæse hendes signaler. Og hun selv er blevet bedre til at sige til, få talt ud og sige fra.
“Her handler det om børn og en familie, en samhørighed. At være jaloux – det er ikke populært. Du føler dig lille.” -Laura
Det hjælper virkelig at tale ud. For noget af det sværeste for dem såvel som for mig er nok, at vi ikke må tale om det. Det er ikke passende. Hører sig ikke til. At voksne kvinder faktisk kan finde på at beklage sig over forhold, som har med små børn at gøre.
At være forældre – og at elske forskelligt
Kan man elske sit bonusbarn på samme måde som sit eget? Svar: NEJ!
Det mener i hvert fald bonusmødrene i denne bog, og jeg med. Det er måske svært at forstå, ubegribeligt eller rent ud sagt uacceptabelt, men det er sandt. Det afhænger selvfølgelig af fra hvilken side man ser sagen, men jeg har valgt at se den fra bonusmorens side. Som far til barnet, mor, mormor eller farfar har man sikkert andre synspunkter.
“Du kender godt det der tankeeksperiment; at du sidder i en båd, som er ved at kæntre – hvem redder du først, dit eget barn eller en andens barn? Svaret er ikke så svært, vel?” -Stine
Når jeg ser på børnene i vores familie, kan jeg med det samme på mit hjerte føle, om det er mit eget barn eller mit bonusbarn. Den direkte kærlighed findes naturligt overfor ens eget barn. Hvorimod der kan være mange udfordringer at gå igennem for overhovedet at nå frem til følelser, der bare ligner, når man ser på eller tænker på sit bonusbarn. Man kan ikke tvinge sig selv til at elske nogen, og ingen kan tvinges til at elske mig. Men man kan arbejde på at vise følelser, give et knus, vise at man er der for dem og sige, at man holder af. Holde af er lettere at sige og nogle gange lettere at forstå. At holde af er ikke lige så stort som at elske, men det forpligter heller ikke på samme måde. Du kan holde af en ven, en arbejdskammerat, en hund, en nabo eller pigen, der arbejder i cafeen. Men det er ikke så mange mennesker, man virkelig elsker. Jeg har valgt at ligge på ’holde-af-niveau’ med mine bonusbørn. Det føles ikke så kompliceret, snarere tværtimod. Både for dem og for mig. Tror jeg. Håber jeg.
“Selvfølgelig er der forskel på, hvordan jeg møder børnene, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg løber hen og kysser og krammer min datter. Mit bonusbarn får et knus og et hej. Jeg håber ikke, at han kan mærke forskellen. Men måske kommer det.” -Karen
Jeg ønsker nogle gange at jeg var bedre til at elske, vise og give kærlighed til mine bonusdøtre. Men det hænger også sammen med, hvordan man er som person. Sjovt nok har jeg altid haft nemmere ved småbørn end ved større børn. Både at være sammen med, håndtere og forstå. Er det fordi små børn er mere hjælpeløse, eller fordi de ikke sætter spørgsmålstegn ved ligeså mange ting?
Alle aldre har hver deres fantastiske egenskaber og finurligheder. Jo ældre barnet bliver, jo nemmere bliver det på én måde, idet de selv kan klare mange ting på egen hånd. Men det bliver også sværere, fordi det bliver en større udfordring for hver dag der går, når det drejer sig om tillid, åbenhed og oprigtighed. Samtidig med at jeg ved, at børn er ærlige. Herligt ærlige! Jeg ved også, at hvis jeg giver alt, hvad jeg har – så får jeg ofte alt igen fra mine bonusdøtre – eller endnu mere. De har ikke noget filter at sætte imellem, som vi voksne ofte gør det. De er sig selv, og de er ærlige. Jeg ønsker bare, at jeg turde satse lidt mere en gang imellem. Hvis man ikke satser, vinder man sjældent.
Mor er den sure og kedelige
En veninde spurgte mig en dag, hvordan det kan være, at det tit er os mødre, som er de kedelige i familien. Det er os, der brokker os, råber, sukker og skælder ud. Er det også sådan hjemme hos dig?, undrede hun sig. Skal jeg være helt ærlig, så er jeg sukkets mesterinde; ifølge Christian. Han spørger, hvorfor jeg går rundt og sukker hele tiden, og om alle sukkene virkelig er nødvendige eller om i det mindste ét af dem i ny og næ kunne lade være med at komme ud. Ind imellem føles det, som om den spontane Sofia med masser af humor gik i årelangt hi, da hun blev mor. Hvad skete der med det fjollede og impulsive? Hvordan denne pludselige alvor? Er det typisk for os kvinder, eller hvad? Christian er den, som oftest står for de komiske indslag i vores familie. Kom så bonusmor, du halter efter! Børnene kan sidde om grine om kap med Christian, så de næsten tisser i bukserne. Selv har jeg det, som om jeg tager et skridt tilbage og betragter det hele på afstand. Men nu skal jeg heller ikke gøre det værre end det er, det fjollede findes derinde, gemt til side. Det skal bare hives frem lidt oftere.
Min ældste datter, Ella: ”Mor. Sofia og Augusta og jeg elsker dig næsten ikke. Vi elsker far, fordi han er så sød.”
Gennem årenes løb har jeg set forældre, som farer rundt til højre og venstre for at give deres børn den bedste og mest pakkede sommerferie. Med en agenda som indeholder alt andet end essensen af ferie. Nu har kun vi disse få uger sammen, og så skal vi fandeme have det dejligt! En, to, tre, hyg for helvede. Forventningerne peger hele vejen op i universet, og kontoen er tømt for en lang tid fremover. Mor og far skal have skøn sex, grille hver aften og drikke dejlig kold hvidvin. Børnene skal have is i lange baner, slik og sodavand uden hæmninger, for nu har vi endelig sommerferie og ih hvor har vi det dejligt!
Disse forældre har egentlig brug for en ekstra ferieuge, vel tilbage på arbejde og et udfordrende efterår foran sig. Jeg har såmænd hørt nogen lave jokes om det. Desværre har jeg også set sørgelige konsekvenser af det. Mange par bliver separeret efter sommerferien. Efter et sidste krampagtigt forsøg på at puste liv i sig selv, lysten, kærligheden, respekten og familien.
Jeg tror, at det tit er forventningen, som er den store skurk. Det er, som om den bliver større og større for hvert år som går. Vi har så høje forventninger i dag. Til hinanden, os selv, som forælder, kollega, chef, elskerinde, veninde eller hvad det nu drejer sig om. Vi skal være tilgængelige overalt og hele tiden og må for alt i verden ikke mislykkes med det ansvar, vi påtager os.
Ferie med hele familien
Da Christian og jeg fik fælles børn, prøvede vi for allerførste gang at holde ferie udenlands sammen med alle børnene. Årene før havde vi holdt os i enten Danmark eller Sverige. Vi har altid holdt to uger sammen med Sofia og Augusta. Det synes jeg er helt fint og helt tilpas. Bagefter har de altid fortsat deres ferie sammen med deres mor og vi har fortsat endnu en uge, alene eller som nu, sammen med vores to piger. Det er sjovt at være sammen alle sammen, men det er også dejligt, når det kun er os i den lille familieudgave. Det synes Christian også, da han så får mere tid til sine småpiger. Alt andet foregår i mindre skala; antallet af viljer; antallet af iskugler, som skal bestilles på fremmedsprog; rygge, som skal smøres ind med solfaktor; tøj, som skal vaskes; meninger, som skal høres.
